Solpolitik
For at sikre børnenes velbefindende, lære dem gode solvaner fra barndommen af og beskyttelse mod solens skadelige stråler, har vi oprettet denne solpolitik, som alle forældre og medarbejdere skal være opmærksomme på.
Solpolitikken træder i kraft, når UV indekset er 3 eller derover, hvilket typisk gør sig gældende fra april til september mellem kl. 12 - 15, når der er få eller ingen skyer på himlen.
Solcreme
Børnene skal være smurt ind i solcreme hjemmefra om morgenen, inden de kommer i institutionen. Vi anbefaler en solcreme med faktor 30 eller højere. For at opretholde beskyttelsen smører vi børnene ind i solcreme med faktor 30 ved middagstid. Vi sørger for, at alle børn er beskyttede i løbet af dagen.Solhat og tøj
Børnene skal medbringe en solhat med navn i, som de kan bruge under ophold udendørs for at beskytte hoved og ansigt mod solens stråler. Derudover skal børnene medbringe en tynd, langærmet trøje, der dækker skuldre og arme, samt shorts, der går til knæene, for at sikre optimal beskyttelse mod solen.
Vi beder venligst forældrene om at følge disse retningslinjer, så vi sammen kan sikre, at børnene er godt beskyttede mod solen i løbet af dagen.